100 bedste film

 

Hvis du skulle lave en liste med de 100 bedste film, hvilke film skulle så med?

I foråret 2018 satte vi os for at lave en fælles liste med de 100 bedste film. De film der er med på listen er film vi begge – eller den ene af os – synes særlig godt om.

Vi mødes hver fredag og optager vores samtale om en af filmene på listen. Vi taler om hvad filmen handler om, hvilket indtryk den har gjort på os. Vi taler om filmens temaer, skuespillere, instruktøren og om filmens eventuelle litterære oplæg. Vi taler også om scenerne i filmen, om musikken og effekterne, måden den er filmet på og om replikkerne.

Vi er særligt glade for forvekslingsscener og ofte spiser eller drikke vi noget, der relaterer til filmen. I enkelt episoder indtager vi sågar euforiserende stoffer – naturligvis efter først at have indhentet en behørig  tilladelse fra rette myndighed og altid i forskningens og formidlingens tjeneste. Du kan også af og til høre os synge.

Filmene på listen er ikke gradueret. Vi har naturligvis vores favoritter, men vi går kronologisk frem og taler om de ældste film på listen først. Om søndagen lægger vi samtalerne ud som podcast, så du kan lytte med.

Når vi optager bruger vi en Zoom H4N Pro Handy Recorder og et par Samson Q2U dynamiske mikrofoner med bordstativ. Vi klipper i Audacity og podcasten er hostet via Buzzsprout. Musikken i introen har vi selv komponeret i Garageband.

Vi gik i luften med den første episode søndag den 16. juni 2018, og siden er der kommet nye afsnit med nye samtaler om film på listen hver søndag.

Morten og Thomas